Vælg den rette madras til sengen

Man tilbringer omkring 1/3 af livet i den, men alligevel vælger mange at tage et knaldtilbud eller blot vælge den første og bedste i butikken, noget vi aldrig ville gøre med en bil eller et nyt køkken. Selvom det er lidt usexet at vælge senge og du nok ikke får bonuspoint fra konen når du spørger nabokonen om hun vil med ind og se din nye seng, så er der god grund til at bruge lidt ekstra tid på at vælge den helt rette seng.
Vælger du den rette seng kan det spare dig for mange problemer med ryggen og give dig en bedre søvn og hvem vil ikke gerne vågne veludhvilet hver morgen?

Hvilken hårdhed skal jeg vælge?

Det er en skrøne at det bedste for din krop er en hård madras, en skrøne der betyder at alt for mange danskere i dag ligger i en hård seng. Når du skal vælge hårdhed drejer det sig om at lægge sig på ryggen på den madras du vil teste. Tryk derefter en hånd ind under lænden og imens du gør det må du ikke føle at dine hæle eller røven synker ned i madrassen, hvis det sker er sengen for blød og du skal vælge en der er mere hård.
Omvendt hvis du ikke synker ned, kan du prøve en der er mere blød for at se om den også passer til dig.
I nogle af de dyre forretninger har de en måleseng der er koblet op til en computer, den måler kroppens tryk over hele sengen og kan ud fra det måledata fortælle hvilken madras der passer bedst til en.
Hvis ens madras er for hård kan det hjælpe at bruge en rullemadras ovenpå, som giver den rette hårdhed. Hvis

 

Hvilken type madras skal jeg vælge?

Der er mange typer madrasser på markedet og selvom vandsengen ikke længere er ret populær i de danske soveværelser er det stadig en af de madrasser der giver den bedste støtte i ryggen. Jeg vil her i artiklen gennemgå springmadrasser, boxmadrasser, skummadrasser og vandsenge.

 

Boxmadrasser

En boxmadras er en seng hvor madrassen er indbygget. Boxmadrasser er en af de mest handlede typer af senge og gør at man let kan købe en boxmadras, sætte ben på og så er sengen klar.
På den negative side har en boxmadras det minus at du ikke kan vende madrassen løbende og de har derfor ofte en kortere levetid end andre madrasser.

 

Springmadrasser

Springmadrasser var inden boxmadrasser den klart mest populære form for madrasser som let kunne lægges i en pæn sengeramme man havde købt. De er de sidste 10 år kommet på retur igen da producenterne har fået kommunikeret ud at de har en længere levetid og løbende har optimeret dem.
Der er de seneste år kommet flere modeller der har særlige fjedre i de områder der belastes mere, for at madrassen kan holde længere.
Springmadrasser er særligt velegnede til senge der kan hæves i en af enderne, da de let kan opbygges til dette. Hold dog øje med det når du køber din madras, da ikke alle springmadrasser er klar til senge der kan løftes.

 

Vandsenge

Efter at have hørt om naboens utætte vandseng blev de hurtigt upopulære igen. Vandet i sengen betyder dog at den tilpasser sig kroppens facon og kan give helt ensartet støtte i hele kroppen. Hvor hårdt den støtter kan varieres alt efter mængden af vand i sengen.
For at suge sved fra kroppen skal der altid lægges en rullemadras ovenpå en vandseng.
Nogle er meget glade for deres vandseng og kunne ikke forestille sig at sove i andet, hvor andre aldrig vænner sig til det.
Et godt tip hvis man vil prøve en vandseng er at få en med brede bløde kanter, såkaldt soft-side, som gør det let at komme op i sengen.

 

Skummadrasser

Der er mange typer af skummadrasser, jeg vil her undgå at tale om de helt billige da de ikke er velegnede til at sove på. Jeg vil derfor kun tale om viskoelastik skummadrasser eller tempur som de ofte kaldes.
Tempur madresser tager form efter personen der ligger i dem, og holder på en stor del af den varme kroppen udskiller. Tidligere blev det markedsført som det man brugte til astronauter og mest brugt til hovedpuder og siddepuder, men det findes nu også til almindelige senge som madrasser.
Denne type madrasser er især velegnet til personer der er sengeliggende i længere perioder.

 

Vælg altid en lamelbund

Grunden til at man ikke må lægge en seng direkte på en lukket plade er at du hver nat sveder over 100ml vand ud af kroppen som sengen optager, der vil derfor være risiko for at den rådner hvis den bliver lukket inde og ikke kan ånde.
Er sengen lavet af en plade er det vigtigt med små huller på et par cm i diameter med under 20 cm imellem hvert hul. Det letteste er at vælge en madras med lamelbund som den en boxmadras kommer med indbygget, den er billig og sikrer at sengen kan ånde på den rigtige måde.

 

Det vigtigste er at købe det rette sted

Når du skal ud og købe en ny seng kan det hurtigt være en jungle og når du kommer op i mellemklassen betyder prisen ikke længere noget for komforten. Det handler om at finde den seng der passer til dig og det er der mange butikker der kan hjælpe dig med.
Køber du sengen i et supermarked er der ikke ansatte der kan guide dig til at finde den rette seng, men tager du til en møbelbutik eller en specialforretning med senge vil du finde personale der har specialviden der hjælper med at finde en seng der passer til din krop.
Det behøver ikke at være den dyreste seng du vælger, i de fleste butikker vil en enkeltseng til 5-10.000 kr og en til 30.000 kr have den samme komfort, så længe der vælges den rette hårdhed som passer til din ryg.
Selvom du har prøvet sengen i butikken kan der være ting i dit søvnmønster eller holdning der gør at sengen ikke fungerer når den er kommet hjem, det kan derfor være en fordel at købe i en butik der lader dig ombytte sengen selv efter den første måned, der ved du nemlig langt mere om hvor godt du sover i din nye seng og der er ikke noget værre end dårlig nattesøvn i en ny seng der er for blød.

Nu er du klar til at hoppe ud og finde en seng der kan tjene dig godt i mange år, husk at passe godt på den!

Copyright Hjertet i Centrum 2017
Shale theme by Siteturner