Pacemaker
Hvad er en pacemaker?
En pacemaker er en lille computer, der forbindes med en eller flere ledninger, som via blodåresystemet er lagt ind og fæstnet i hjertets kamre. Det kan være nødvendigt at indoperere en pacemaker, hvis der dannes for få impulser i hjertet, eller hvis impulsudbredningen fra forkamre (atrier) til hjertekamre (ventrikler) er forstyrret.
Hvad gør en pacemaker?
En pacemaker registrerer, om hjertet arbejder, som det skal. Hvis hjertet arbejder fint, holder pacemakeren sig i ro. Pacemakeren registrerer også, hvis hjerterytmen bliver for langsom – og sørger så for at modvirke dette ved at sende svage strømimpulser gennem de indlagte ledninger til hjertet. På den måde sørger pacemakeren for, at hjerterytmen holdes på et niveau, der passer med kroppens behov. De strømimpulser, pacemakeren sender til hjertet, er så svage, at de ikke mærkes.
Hvordan foregår operationen?
Pacemakeren lægges i en lille lomme under huden, oftest lige neden for kravebenet på venstre side. Den eller de ledninger, der er nødvendige, indlægges via en vene lige i nærheden af pacemakerlommen. Det hele foregår i lokalbedøvelse. For at modvirke risiko for betændelse i såret efter operationen får du penicillin (eller en anden type antibiotika) før operationen.
Operationen tager ca. 1 time. Du kan umiddelbart herefter gå rundt i afdelingen, og du kan forvente at blive udskrevet samme dag eller den følgende. Efter 3 måneder vil du blive indkaldt til kontrol af pacemakeren, hvor vi kan finindstille den ”trådløst” i det omfang, der er behov for det.
Hvis du vil vide mere om en pacemaker eller dine muligheder for at blive behandlet, så ring til os på tlf. 76 95 01 00.
