Radiologi/CT-skanning
RADIOLOGI – CT-SCANNING
Radiologi er det medicinske speciale, man tidligere kaldte røntgen. På HjerteCenter Varde er vi udstyret med den nyeste radiologiske teknologi, nemlig en CT-scanner.
Hvad er en CT-scanning?
En CT-scanning er en avanceret form for røntgenundersøgelse, der giver meget detaljerede billeder i 3D af kroppens væv og organer. Billederne kan bearbejdes i en computer, så de kan ses fra flere forskellige vinkler. En CT-scanning giver derfor meget mere detaljerede billeder end almindelige røntgenoptagelser.
Hvad bruges en CT-scanning til?
En CT-scanning bruges til at få detaljerede billeder af alle kroppens dele – uden at foretage et indgreb. Hvis man samtidig bruger kontraststoffer, kan scanningen også bruges til at vurdere og karakterisere gennemblødningen af forskellige organer og skelne mellem godartede og ondartede svulster. På HjerteCenter Varde bruger vi også CT-scanning, når vi foretager helbredsundersøgelser, så alvorlige problemer kan opdages i tide. Vi foretager CT-scanning af:
- hjernen
- ansigtet og bihulerne
- lungerne
- hjertet
- maveregionen/bughulen
- nyrerne og urinvejene (CT-urografi)
- leveren og galdevejene
- ryggen
- bækkenet
- knoglerne.
Hvordan foregår en CT-scanning?
En CT-scanning foregår ved, at du ligger på et leje med den kropsdel, der skal undersøges, inde i scannerens åbning. Lejet bevæger sig langsomt frem eller tilbage, så der kan optages billeder i kropsdelens længderetning. Scanneren er ikke ret dyb, og selv personer med klaustrofobi kan som regel gennemføre undersøgelsen uden problemer. Hvor lang tid scanningen tager, afhænger af, hvor mange snit og vinkler der skal optages. Det gør ikke ondt at få foretaget en CT-scanning. Hvis du vil vide mere om en CT-scanning eller dine muligheder for at blive undersøgt, så ring til os på tlf. 76 95 01 00.