HjerteCenter Varde - Privathospital specialiseret i hjerteoperationer
Opvågning 10

Ortopædkirurgi og sportskirurgi

Ortopædkirurgi er det lægevidenskabelige speciale, hvor man opererer legemsfejl og læsioner i bevægeapparatet, dvs. i knogler, led, muskler og sener. Inden for ortopædkirurgien opererer man altså patienter, der har problemer med fx fod, knæ, hofte, albue, skulder og ryg.

En del af ortopædkirurgien kaldes sportskirurgi. Sportskirurgi omfatter akutte skader som afrevne ledbånd og sener samt kroniske skader som irritationer af sener, bindevæv og muskler.

På HjerteCenter Varde har vi højtuddannede specialister, der kan behandle en række kroniske sygdomme og akutte skader på knogler, led, sener og muskler. Udbuddet til vores ortopædkirurgiske og sportskirurgiske patienter er derfor meget bredt.

Genoptræning

Inden for ortopædkirurgien er korrekt genoptræning ofte afgørende for det endelige resultat. Derfor har vi en erfaren fysioterapeut, der kan vejlede dig både før, under og efter operationen.

Hvis du vil vide mere om ortopædkirurgi eller dine muligheder for at blive undersøgt og behandlet, så ring til os på tlf. 76 95 01 00.

Læs mere om behandlingerne herunder.

Sportskirurgi

Sportskirurgi er typisk operation af afrevne ledbånd og sener eller skader på korsbånd og menisk. De fleste operationer foregår med kikkertkirurgi, specielt lidelser i knæ og ankler, fx skader på korsbånd og menisk.

Albuekirurgi

Albuesmerter skyldes ofte overbelastningsskader efter sport. Men albuesmerter optræder også efter brud, ledskred og forvridninger samt som følge af nedbrydning og generel overbelastning. En del af tilstandene, fx tennisalbue og golfalbue, kan i mange tilfælde behandles med fysioterapi og blokadebehandling. Andre tilstande kan behandles med kikkertundersøgelse og oprensning af leddet.

Rygkirurgi

Rygproblemer kan skyldes mange forskellige sygdomme og skader. Når du kommer til HjerteCenter Varde med et rygproblem, bliver du derfor som det første grundigt undersøgt af en speciallæge i rygkirurgi. I løbet af forundersøgelsen udfører speciallægen en række test og spørger ind til dit rygproblem. For at kunne stille en endelig diagnose bliver undersøgelsen ofte fulgt op med røntgenbilleder eller en MR-scanning.

Vi udfører bl.a.:

  • Operation af diskusprolaps i nakken
  • Operation af diskusprolaps i lænden
  • Operation af spinalstenose i lænden
  • Stabiliserende/stivgørende lændeoperation.

Hoftekirurgi – kunstig hofte

Slidgigt i hoften er en smertefuld ledsygdom. Det kan derfor være nødvendigt at få en kunstig hofte. Vi tilbyder forundersøgelse, operation og ambulant kontrol efter operationen. Vi udskifter også tidligere indsatte kunstige hofter.

Knækirurgi

Knæskader er for det meste akutte skader, overbelastningsskader eller slidskader. Hvis du har en skade, der kræver operation, tilbyder vi behandling med artroskopi, dvs. kikkert. Det er muligt ved fx læsion af menisken, bruskskader eller skader på forreste korsbånd

I nogle tilfælde er det nødvendigt at indsætte et kunstigt knæled. Slidgigt er den hyppigste årsag, men andre former for gigt og følger efter knoglebrud kan også medføre behov for et kunstigt knæled. Et kunstigt knæled tilbydes patienter, der pga. nedslidning og smerter har nedsat daglig funktion.

Vi udskifter også tidligere indsatte kunstige knæ og laver aksekorrigerende operationer på knæet.

Adresse

HjerteCenter Varde
Hjertensvej 1
, DK-6800 Varde
Tlf:
+45 76 95 01 00
/ Fax:
+45 76 95 01 11

E-mail:

Søgning

Sprogvalg